Odense Sommerhockey Camp

Odense Sommerhockey Camp

Odense Sommerhockey Camp siden 1998
Odense Ishockey Klub har arrangeret Odense Sommerhockey Camp siden 1998. Sommerhockey Camp i Odense er udover at være den ældste, også den billigste hockey camp i Danmark for dagselever.  Alle årene har OIK stået som arrangør af hockey campen. De første år var der udelukkende tale om et tilbud til klubbens spillere. Masser af ishockeyklubber har deres egen camp, men måske du vil prøve noget andet?

Tanken har fra begyndelsen været at skabe en intensiv uge med ishockeytræningens mange facetter som tema. Vi anser vores hockey camp som en god start på 8 måneders ishockeysæson. Campen planlægges af foreningen OIK. Men det store arbejde lægges selvsagt i uge 31, og der er hjælp fra en række frivillige mennesker i OIK’s organisation – og udefra. Hvert år har vi instruktører fra andre danske klubber og fra andre nordiske lande. Både som inspiration for vores egne trænere og spillere. Martin Larsen, Søren Nielsen, Frederik Høeg, Anders Feddersen, Michael Eskesen, Jonas Hansen og mange flere spillere fra Metalliga-hold rundt i Danmark er at finde på holdbillederne fra hockey camps i de sidste 20 år. Og dertil kommer landsholdsspillere fra en række andre klubber, som vi har haft forbi Odense i årenes løb.

Deltagere
Piger og drenge kan deltage på Odense Sommerhockey Camp. For både drenge og piger gælder det for spillere fra U7 til U18. De fleste hold vil rumme 2 – 3 årgange. Pigerne har i deres fælles omklædningsrum mulighed for at skabe netværk mellem nogle af de mange unge, dygtige piger vi ser rundt om i Danmark.
Tidsrum
Odense Sommerhockey Camp er altid placeret i uge 31, med start søndag i uge 30. Der vil være fremmøde og istræning fra søndag til og med fredag. Således tilbyder hockey campen 2 ispas om søndagen. Starttidspunkt om søndagen vil blive meldt ud i juli samt i velkomstbrevet.

Holdstørrelser
Odense Sommerhockey Camp tilstræber at overholde de retningslinier som er gældende for svenske ishockey camps (se www.swehockey.se ). Dette indbefatter også holdstørrelser. Vi har valgt at have max. 28 udespillere og max. 4 målmænd på hvert hold. Dette stiller selvsagt krav til trænernes sammensætning af istræninger. Men fordi temaet for en række træninger vil være individuelle færdigheder kan træningerne gennemføres med dette antal spillere.  Det er vigtigt at pointere, at holdene ikke nødvendigvis fyldes op. Der arbejdes ud fra ATK materialet udarbejdet af DIU.

Sammensætning af grupper
Odense Sommerhockey Camp sammensætter holdene således, at vi får nogenlunde homogene hold. Dette betyder at en række spillere kan placeres på hold som er yngre eller ældre, afhængigt af hvor mange tilmeldinger der er i de enkelte årgange. Generelt er det campens politik, at spillere udefra er på hold med mindst én klubkammerat, hvis dette er muligt. Du kan godt fremsætte et ønske i god tid inden campen, hvis der er spillere du gerne vil være på hold med. Spørgsmål om gruppe-sammensætning rettes til Anders Holst på ah@oik.dk. Dette gælder både før og under campen. Enkelte spillere kan være placeret ”forkert”, hvilket kan blive justeret først på ugen i uge 31. Vi ønsker at øge kravene til spillere på ældste hold. Således vil vi gerne sammensætte en gruppe med højt niveau, hvor de ældste spillere presses lidt ekstra. Vi tilstræber at have en række U15/U17/U18 spillere med i ældste gruppe. På de 2 ældste grupper vil vi gerne øge kravene og bruger Odense Sommerhockey Camp som en seriøs forberedelse til de unionssamlinger, som følger umiddelbart efter i august.

Trænere og ledere
I løbet af forår og sommer vil ledere og trænere blive slået op på www.oik.dk samt internt i Odense Ishockey Klub. Odense Sommerhockey Camp tilstræber at have trænere fra både Danmark og udlandet. Der er holdledere på alle hold. En del heraf kommer fra OIK, men også holdledere udefra er velkomne. Kontakt Anders Holst ah@oik.dk hvis du er interesseret i at deltage som holdleder.

Ordensregler/opførsel
Alle deltagere forpligter sig til at overholde de ordensregler, som er gældende i Odense Idrætspark og Odense Isstadion. Dertil gælder OIK’s regler for opførsel. Det er nødvendigt med fælles ”spilleregler”, når så mange spillere er samlet på samme sted. Hvis reglerne ikke overholdes kan deltagerne bortvises fra skolen uden refundering af indbetalte beløb. Deltagere og forældre er forpligtiget til at efterleve de regler som anvises af trænere, ledere og ansatte ved Odense Idrætspark. Regler for færdsel i Odense Ishockey Klub findes ophængt mange steder i hallen.

Ugeplan

Der vil være 2 ispas pr. gruppe pr. dag i minimum 5 af de 6 dage campen varer. Længden på dagene vil variere i løbet af ugen afhængig af øvrige aktiviteter. Ugeskema med klokkeslæt samt aktiviteter sendes til alle deltagere i juli. Det fremgår af ugeskemaet, hvornår hver gruppe mødes fra søndag til fredag, og hvad der skal medbringes hver dag. Planen kan ændres i løbet af ugen af hensyn til vejr og andre faktorer. Centralt er fortsat de minimum 11 ispas.

Hvad skal medbringes til dagsprogrammet?
Alle deltagere skal medbringe ishockeyudstyr, skøjtebeskyttere, 2 stave (gerne en stav til brug på cement/asfalt), tape og ekstra snørebånd. Løbesko, indendørssko, idrætstøj, badetøj, håndklæde. Alle deltagere kan medbringe rulleskøjter, men dette indgår ikke nødvendigvis i ugeprogrammet. Desuden kan spillere medbringe egen floorballstav, da dette indgår i undervisningen på alle årgange. Spillere kan låne floorballstave af campen. Det kan være en fordel at medbringe lidt ekstra mad eller ”efter-trænings-måltider” i form af frugt, kakao, rosiner, grovbolle.

 

Skøjteslibning
Der er gratis skøjteslibning i de dage skolen varer. Det vil være muligt at få slebet skøjter lørdag og søndag inden campen starter mod betaling. I løbet af ugen vil vores ”slibe-team” være i aktion og servicere alle hold. Omfanget af skøjteslibning kendes dog først tæt på afholdelsen af campen.

 

Aktiviteter
Mange af aktiviteterne på Odense Sommerhockey Camp hænger sammen med ishockey eller sigter på at supplere ishockeyspillet. I centrum er selvsagt de 11-12 ispas, som deltagerne har i løbet af ishockeyskolen.

Udover istræninger vil der være fysisk træning udendørs og indendørs. Odense Isstadion råder over Danmarks bedste styrketræningsrum til ishockeyspillere, hvilket benyttes af de ældste hold. Desuden vil der være aktiviteter på atletikstadion og i idrætshallen lige ved isstadion. Der vil være skudramper i hal 2. Der kan være løb i skoven som del af programmet.

Udover fysisk træning, forskellige boldspil og tekniktræning udenfor isen vil der være tid og plads til at bade i nærliggende friluftsbad eller svømmehal, spille minigolf og/eller bowling som del af holdaktiviteter. Vi har haft banecykling på programmet de sidste år.
Der vil være teori for alle grupper – med alderstilpassede temaer. Dette foregår i PUCKEN eller i teorilokaler i idrætshallen. Temaerne på teorien kan være sikkerhed og udstyr, ernæring, ishockeytaktik og –teknik, regelgennemgang samt mentaltræning.
Omklædningsrum
Alle grupper har eget omklædningsrum hvor ishockeyudstyr og andet idrætstøj kan være hele ugen. Der klædes om i både hal 1 og hal 2. Desuden vil pigerne have eget omklædningsrum. Omklædningsrummet vil ikke være aflåst hele tiden og værdier bør derfor ikke efterlades.

Bespisning
For dagselever indbefatter dagen 2 måltider samt frugt. Frokost bestående af en varm ret og stor salatbuffet, som tilberedes og serveres i PUCKEN og i løbet af dagen juice, bolle/pastasalat og frugt. Det er ikke muligt at købe ekstra mad/slik i løbet af dagen. Det kan dog være en god idé at medbringe lidt ekstra frugt til midt på dagen. Overnattende deltagere spiser både morgen- og aftensmad i skøjtehallen eller på Cytellet. Dette vil ske på tidspunkter som passes ind efter deltagernes program. Vi er klar over, at det er lange ”arbejdsdage”, hvilket kræver at spillere møder op om morgenen med et måltid i maven. Vi beder alle forældre om ikke at sende deltagerne af sted uden morgenmad i maven.

Forsikring
Der er ikke en speciel forsikring som dækker hockey campen. Spillere bør være dækket af egen ulykkesforsikring. Hvis spillere under deres ophold uforvarende eller bevidst ødelægger noget, kræves det, at deltageren/dennes forældre dækker dette. Odense Ishockey Klub dækker ikke ved tab af personlige ejendele i løbet af ugen. Omklædningsrum bruges ofte i løbet af dagen og det er ikke muligt altid at have låst. Der vil være låst til omklædningsrummene efter endt dag. Kontanter, mobiltelefoner og andre værdisager bør ikke ligge i omklædningen.

Sygdom/skader
Hvis en deltager er skadet eller syg op til skolen og fremviser lægeerklæring på dette refunderes indbetalte beløb – dog uden registreringsbeløb på kr. 500. Ved skader/sygdom som opstår i løbet af ugen tages der stilling til hvert enkelt tilfælde. Grunden til at registreringsbeløb ikke refunderes er, at vi muligvis står med en ledig plads samt at der bruges ressourcer på korrespondance med tilmeldte spillere gennem forår/sommer. Hvis du ombestemmer dig i god tid inden hockey campen vil deltagerbeløb minus registreringsbeløb ligeledes kunne refunderes.

Overnatning for internatelever på hockeyskolen
Overnattende deltagere på Odense Sommerhockey Camp har mulighed for at bo på Cytellet ved Odense Cykelbane eller i Svømmernes hus. Der vil være ledere fra hockeyskolen som overnatter i samme lokaler. Overnattende elever kan bo sammen med klubkammerater. Der skal medbringes sengelinned, dyne, hovedpude. Overnattende elever har ”frihed under ansvar”, således at de kan hvile på overnatningsstesdet, hvis der er pause. De kan gå sammen efter endt træning tilbage til overnatning samt bevæge sig lidt i lokalområdet. Der er 5 minutters gang til begge overnatningssteder
Danhostel Kragsbjerggaard i Odense er også en god mulighed. Det ligger 10 min kørsel fra Odense Isstadion. Se mere på www.odv.dk. En tredje mulighed er de forskellige Bed & Breakfast-steder i Odense. Gode priser og hyggelige omgivelser. Men her skal I være tidligt ude med bookning af plads.

 

Endelig har vi en god aftale med Scandic Odense, som kan tilbyde 3 og 4 personers rum i de 6 dage skolen varer.

 

Vejret

Kan være vores fjende nummer et. Men det påvirker heldigvis aldrig vores vigtigste timer: istræningerne. Vi håber på at kunne servere sol og varme for vores gæster. Dårligt vejr kan være årsag til mindre ændringer i programmet.

 

Hvad får deltagerne?

Deltagere på Odense Sommerhockey Camp modtager: 6 dage indeholdende en række aktiviteter fra morgen til aften, mindst 2 måltider om dagen, diplom, holdbillede, drikkedunk samt en personlig ting til den enkelte spiller. Kædetrøjer er til låns de 6 dage hockeyskolen varer.

 

Betaling og tilmelding
For at købe en plads på Odense Sommerhockey Camp skal du købe en plads via http://oikshop.dk hvor der skal betales ved tilmelding. Sørg for at udfylde alle felter.

Online tilmeldingen lukker automatisk når alle pladser er optaget. Vil du på venteliste, skriv en mail til ah@oik.dk

 

Betaling og tilmelding for udenlandske deltagere.

Til vores udenlandske deltagere, som ikke kan betale med Dankort/Visadankort, så er I nødt til at tilmelde jer på email til ah@oik.dk indeholdende følgende data:

Indbetaler navn, adresse, postnr, by, telefon, email, tilmeldingstype (dagselev / internatelev), spillernavn, årgang, spillertype (PL / GK)

Derefter vil du modtage en elektronisk faktura sendt til den opgivne mailadresse.

 

Afmelding/Afbud

Ved afmelding efter 01.06. opkræver OIK et registreringsbeløb på kr. 500,- af dit indbetalte beløb. Ved afmelding efter 01.07. opkræver OIK hele det indbetalte beløb, med mindre pladsen kan afsættes på venteliste. For begge perioder gælder, at beløbet kan refunderes (uden registreringsbeløb) ved fremvisning af lægeerklæring.

Ankomstdagen
Når du ankommer søndag, så skal du finde det omklædningsrum, hvor dit hold klæder om. Lederne på dit hold registrerer om alle spillere er mødt frem. Spørgsmål om holdets aktiviteter rettes til lederne på holdet. Spillerne tjekker ind på Cytellet sammen med en leder fra OIK i løbet af dagen. Hvis I rejser sammen som større gruppe er der mulighed for at blive hentet på banegården.

Afrejsedagen
Spillerne deltager i oprydningen i omklædningsrummet. Der vil være fælles afslutning for hvert af skolens hold fredag eftermiddag/aften. ALLE spillere tjekker ud af Cytellet fredag morgen og opbevarer bagage i hallen.

Vi glæder os!
Ledere og trænere glæder sig til at tage i mod jer denne sommer til 6 dage med masser af ishockey og nye kammerater.

Vil du have en MEGET aktiv uge i sommerferien??

Vi vil gerne have impulser udefra og fra vores egne ledere og trænere. Du kan tilmelde dig som leder på ah@oik.dk.

Når vi modtager din henvendelse vil vi kontakte dig og fortælle, hvad arbejdet indebærer. Vi søger holdledere, trænere, nattevagter, køkkenhjælp og materialefolk. Vi har gode erfaringer med trænere og ledere udefra.

Hvad får du? Du får 6 dage fyldt med ishockey-aktiviteter, masser af motiverede børn og unge, vores træner/leder-beklædning. Desuden tilbydes forplejning og evt. overnatning samt refundering af rejseudgifter til nogle af trænerne udefra.
Der vil være møde for alle ledere omkring ishockeyskolen i løbet af foråret. Desuden vil der være opstartsmøde for alle trænere og ledere lørdag inden campen starter OIK´s klubrum. Mødet er placeret om eftermiddagen.

 

Spørgsmål?
Har du spørgsmål/kommentarer, så kan du kontakte:

Anders Holst, ah@oik.dk, Odense Ishockey Klub, Møllemarksvej 75 b, 5200 Odense V

Kommende kampe i Vin Med Kant Arena