Tusind tak, Sanne

af OIK.dk

Tusind tak, Sanne

Sanne stopper i klubrumsgruppen efter at hun i et årti stort set har været synonym med klubrummet.

Alle der har været gennem ishockey de sidste mange år kender Sanne for det var hende man mødte i klubrummet. Tak for indsatsen – både når det var med smil og når det var med løftet pegefinger hvis grænserne blev overskredet. Du er en dygtig organisator og de evner håber vi kommer endnu mere til udfoldelse som holdleder på vores U20 hold. Energien mangler i hvert fald ikke for du arbejder allerede – sammen med Toms – på planlægningen af den kommende sæson. Og jeg kan love, at det betyder et løft for U20 holdet og en stor hjælp til trænerne.

Nu skal klubrummet finde sine ben inden starten på den kommende sæson. Allerede i foråret besluttede bestyrelsen at klubrummet skulle ha’ et løft og vi søgte derfor DIF fondsmidler. Vi har fået 30.000 kr. til at give lokalet et løft med maling, møbler, fjernsyn, gasgrill mv. Idrætsparken betaler for de faste installationer og vi bruger fondsmidlerne til det løse.

Klubrumsgruppen skal fordele opgaverne mellem sig og forberede den kommende sæson. Vi må vente og se hvad de kan magte, men der skal nok blive meldt ud når de er klar. Der er altid brug for en hånd i klubrummet, så har du lyst til at hjælpe til, kan du melde dig ved disken. Du skal nok blive lært op af de ”gamle” i gruppen.

Mads Lund

Seneste nyheder