Tre Odense-kvinder er udtaget til historisk A-VM

af OIK.dk

Tre Odense-kvinder er udtaget til historisk A-VM

Om en måneds tid spiller Danmarks landsholdskvinder VM blandt verdens ti bedste nationer.

Et af de store højdepunkter på den danske ishockeykalender finder sted i næste måned: kvindelandsholdet står således foran et særdeles spændende A-VM i de canadiske byer Halifax og Truro.

VM-truppen er netop udtaget, og det er med hele tre Odense-kvinder blandt landets 25 skarpeste. Julie Oksbjerg, Michele Brix Nielsen og Maria Holm Peters, alle hjemmehørende i angrebet, har fundet vej igennem landstræner Peter Elanders nåleøje.

Derudover er målmand Mille Kieler Jensen udtaget til en såkaldt “Taxi Squad”, der skal træne med på samlingen i København fra om en uge. Og i tilfælde af afbud træde til i den endelige trup, der flyver mod Canada den 22. april.

Truro i Nova Scotia-provinsen er vært for Danmarks indledende kampe, der står mod de øvrige hold blandt de fem nederst seedede; Tyskland, Tjekkiet, Ungarn og Japan.

De tre bedste gør de fem øverst seedede selskab i kvartfinalerne. Grundet covid-19-aflysning af de øvrige VM-turneringer, er der ikke nedrykning på spil fra A-gruppen i denne sæson.

– Der er måske ikke så mange kvindelige ishockeyspillere i Danmark, men den gruppe af spillere, vi har, er til gengæld utrolig dedikerede og passionerede i arbejdet med deres sport, siger landstræner Peter Elander til ishockey.dk.

– I den periode har jeg oplevet en enorm fremgang i spillernes fysiske form og deres forståelse af spillet og systemerne. De har virkelig vist en kæmpe vilje til at blive bedre, og er blevet hjulpet godt på vej af en stærk stab omkring holdet og Danmarks Ishockey Union, der har givet dem perfekte vilkår. Motivationen før VM i Canada er enorm, pointerer landstræneren.

VM finder sted i dagene 6.-16. maj, og den fulde VM-trup kan ses på ishockey.dk.

Held og lykke – ikke mindst til Odense-kvinderne!

Foto venligst lånt hos ishockey.dk / Jan Korsgaard.

Seneste nyheder