Dansk-amerikansk næring til fynske pokaldrømme

af OIK.dk

Dansk-amerikansk næring til fynske pokaldrømme

På lørdag spiller OIK med i den første pokalfinale for kvinder. Truppen er yderlige styrket op til den historiske kamp. Foto: OIK Kvinder på Facebook.

Det er en historie om danske rødder, coronavirus og fynske pokaldrømme, der i disse dage kombineres.

Den første pokalfinale for kvinder står for døren. OIK er den ene part, på egen is i Odense Isstadion, og med i truppen er den dansk-amerikanske forward Mia Conboy, der er rykket fra et universitet New York til sin mor i Odense i disse dage.

– Jeg har spillet hockey i det meste af mit liv, så da sæsonen blev aflyst af coronavirussen hjemme, så jeg det som en god mulighed at rejse herover, fortæller Mia, der kommer fra universitetet i Oswego, New York – tæt på den canadiske grænse – hvor hun spiller for kvindeholdet.

Hendes danske mor har boet i Odense de seneste fem år, og derfor passede tingene som fod i hose til et ophold i Danmark, så hun samtidig kunne få sit eget danske pas fornyet.

– Det har været en udfordring at rejse fra alle mine venner og min familie hjemme i USA, men holdet og min familie herovre har gjort det så meget nemmere, fortæller hun.

Hun er samtidig landet på Odenses kvindehold, der velsagtens står overfor holdets største opgave hidtil med lørdagens historiske pokalfinale.

For den dansk-amerikanske angriber, der beskrives som taktisk godt skolet og som en spiller, der læser spillet godt, har det været en ekstra spændende mulighed i hele situationen.

– Vi har trænet hårdt både på og udenfor isen næsten hver dag for at forberede os til den kamp. Jeg ser meget frem til at spille den, lyder det forventningsfuldt fra OIK’s nyeste skud på stammen.

Pokalfinalen spilles på lørdag klokken 13.30. Herlev, en traditionel sværvægter i dansk kvindeishockey, er modstanderen i Odense Isstadion.

Coronarestriktionerne umuliggør desværre publikum til kampen, der til gengæld kan streames. Hold øje med vore kanaler for yderligere info de kommende dage.

Seneste nyheder