Landsholdssamlinger del II

af OIK.dk

Landsholdssamlinger del II

Der er heftig rød/hvid aktivitet i denne uge.

– af Anders Holst

Seniorkvinderne rejser til Sochi i Rusland, U20 spiller VM i Hviderusland, U18 rejser til Ungarn, U17 spiller to hårde nabodyster mod Norge i Frederikshavn, U16 rejser til Letland og U18 kvinder rejser til Norge.

Kvinderne skal på en lang og sportsligt udfordrende tur, som tager dem til OL byen Sochi.

U20 er efter samling i Esbjerg og testkamp i Ørestaden rejst til Hviderusland og debuterer ved VM i dag. Følg udviklingen på  https://www.iihf.com/en/events/2020/wm20ia. Desuden livestreames kampen mandag mod Letland. Desværre er 4 navne fra Bulldogs skrumpet til 2. Christopher Kamph blev siet fra som sidste back og 10 måneder omkring U19 og U20 sluttede fredag. Flot arbejde af den 19-årige fynbo. Derimod er Mikkel Jensen og Oliver True rejst med til VM.

U18 stikker til Ungarn og sent søndag blev der plads til Lasse Haugaard på en back i truppen. Herlig mulighed for den 17-årige OIK back.

I Frederikshavn er Nicki Sørensen og Malte Kej (begge 2003) udtaget til det danske U17-landshold, som fredag og lørdag møder Norge. Vældig interessant, da årgang 2003 i sæsonen 2018/2019 fik gedigne bank af nordmændene 2 gange og fysik, evner og indstilling i dansk juniorishockey blev diskuteret heftigt. Derfor må der være en del fokus på dette hold (selvom mindst 2 store profiler er væk).

U16 landsholdet er blevet udtaget for første gang i denne sæson. Sebastian Maddock Rasmussen (FW 2004) fra OIK er udtaget til landshold for første gang. Blot 9 jyder er med på de 22 pladser og kun 9 klubber er repræsenteret på dette hold med 22 udtagne spillere. U16 skal spille mod Letland (som indeholder OIK’erne Kristers Zvagulis og Karlis Jurcenko), Frankrig og Norge. Kampene foregår i Letland og samlingen begynder tirsdag.

Endvidere er der udtaget et dansk U18 kvinde landshold til testkampe i Norge. Tre kampe på tre dage bliver hård kost for den 23 kvinder store trup. Oik er flot repræsenteret med Mille K Jensen (2002), Hannah Aldous (2003), Lea Hansen (2002), Cecilie Damgaard (2003) samt My Lau (2006). Holdet indeholder 4 piger født i 2006, som er med for at lære, men som ikke kan deltage ved VM i januar.

Vi ønsker alle held og lykke i landsholdsugen!

Seneste nyheder