Svensk sniper rykker til Fyn

af Søren Kottal

Svensk sniper rykker til Fyn

Talentfulde Jesper Olofsson skifter storklubben MODO ud med Odense Bulldogs den kommende sæson.

Med 48 mål i blot 64 grundspilskampe de to seneste juniorsæsoner, debut for traditionsklubben MODO i Elitserien og kampe på det svenske U19-landshold er det en yderst interessant herre, der næste sæson rykker ud i Bulldogs-trøje nummer 19 i Bryggeriet Vestfyen Arena.

20-årige Jesper Olofsson slutter sig til Bulldogs-truppen i starten af august og vil tilføre yderligere sult, ambitioner og lyst til udvikling til en i forvejen ung trup.

– Jeg ser frem mod at flytte til Odense, som virker til at være en fin hockeyby. Det er mit indtryk, at Bulldogs er en professionel og seriøs klub. Jeg vil spille hockey på så højt niveau som muligt, og jeg tror Bulldogs er det helt rette skridt for mig at tage, udtaler Jesper Olofsson.

Hos Bulldogs-ledelsen har man søgt efter en ung dansk forward som ekstra supplement til truppen. Men på danskersiden har priserne vist sig ude af trit med den reelle værdi, så i stedet er andre løsninger kommet i fokus.

– I Sverige findes mange talentfulde spillere, og her har vi fået de bedste referencer på Jesper. Han er en rigtig lille sniper med et godt skøjteløb, et godt skud og fremfor alt ambitioner. Jeg er sikker på, at han vil komme til at passe godt ind i vores trup, udtaler cheftræner Pär Johansson.

Med underskriften fra Jesper Olofsson er tre udenlandske spillere nu på plads i næste sæsons trup. Som planerne er nu forventer vi at starte ud med otte udenlandske spillere i truppen.

Læs også:

  • Jesper Olofssons spillerprofil
  • Kommende kampe i Vin Med Kant Arena

    Seneste nyheder